Succes efter skolelukning
Skuffelsen er vendt til begejstring, og medlemstallet er fordoblet. Skalbjerg Boldklub fik de voksne i gang og har gjort mere end bare at overleve lukningen af den lokale skole i 2004.
»Vi var virkelig skuffede og frustrerede i starten,« siger Charlotte Christiansen, der er formand for Skalbjerg Boldklub. Hun havde selv børn på den lille skole og kan fortælle længe om de bekymringer, der prægede byen. At alt ville gå i stå, og at Skalbjerg med sine 1000 indbyggere blev til en soveby.
»Heldigvis holdt vi hovedet koldt og besluttede at kæmpe,« siger Charlotte Christiansen.
Målet var klart: Skalbjerg Boldklub ville sikre, at byens børn stadig havde mulighed for at dyrke idræt.

Skalbjerg Boldklub har blandt andet indgået et unikt fodboldsamarbejde med naboforeningerne (Illustration: Charlotte Pardi)
Nyt fokus nødvendigt
Efter skolelukningen arrangerede Skalbjerg Boldklubs bestyrelse i samarbejde med DGI et idé- og visionsmøde for byens borgere.
»Det var et godt møde, hvor vi kom frem til, at foreningen skulle være parat til at tænke nyt og have fokus på det mulige,« siger Charlotte Christiansen og fortsætter: »Derfor måtte vi også erkende, at udvikling nogle gange kræver afvikling.«
Skalbjerg Boldklub tog derfor en modig beslutning og fjernede sit fokus fra byens børn.
»Vi ville i stedet være den forening, der arbejdede for de voksnes mulighed for at dyrke idræt,« siger Charlotte Christiansen.
Medlemstallene for Skalbjerg Boldklub viser, at satsningen var rigtig. Før skolelukningen havde foreningen 375 medlemmer, mens den seneste opgørelse fra 2010 tæller 752 medlemmer. Andelen af børnemedlemmer er dog faldet.
Penge, tid og kræfter
Siden skolelukningen har Skalbjerg Boldklub blandt andet kunne tilføje spinning, dart og Zumba til aktivitetslisten. Der er sørget for en petanquebane og en legeplads. Og foreningens cykelhold er blevet meget populært med over 70 medlemmer.
»Vi har også startet et unikt fodboldsamarbejde med naboforeningerne i Vissenbjerg og Skallebølle. Det sikrer, at vores medlemmer kan spille fodbold med jævnaldrene, og at vi kan samle hold i de forskellige rækker,« siger Charlotte Christiansen.
Skalbjerg Boldklub er hele tiden at være opmærksom på, hvad der sker hos f.eks. kommunen.
»Vi vil ikke bare læne os tilbage. Vi lægger billet ind og sørger for at udnytte vores muligheder,« siger Charlotte Christiansen.
Hun er ikke i tvivl om, hvorfor Skalbjerg Boldklub overlevede skolelukningen:
»Vi var positive, selvom ikke alt lykkedes, og vi satsede penge, tid og kræfter,« siger hun og tilføjer »Vi var mange til at løfte, og det er vi stadig.«
Opdateret 23. marts 2011 Af Gitte IversenEjer: Kommunikationsafdelingen